Nu er der gået lidt over en måned, siden vi (Cecilie og Ronja)
ankom til New Zealand og til Wilson school og nu er det på tide, i
får lidt del i alt det der er sket og hvad det er der foregår i
vores liv. Vi har besluttet os for, at den bedste måde at give jer
læsere et indblik i vores oplevesesverden, er at skrive nogle
fælles blogindlæg, om vores første tanker her. Eftersom vi jo er
på samme institution, vil institutionsbeskrivelsen af Wilson school
også være en del af disse fælles indlæg og det er altså her vi
starter – Så sæt dig roligt ned med en dejlig kop the og en
mælkesnitte, mens du nyder et indblik af det der bliver vores verden
de næste måneder.
Enjoy! :)
Institutions beskrivelse
Wilson school er en statsfinansieret skole for mennesker med
funktionsnedsættelser mellem 6 og 21 år.
Vores første møde med skolen var en solskinsdag efter en flyvetur
på 18 timer og personalet på skolen gav os lige hvad vi havde brug
for – te, smilende velkomst, interesse og 3 fridage til at komme
os oven på flyveturen og få et indblik i New Zealands natur.
Vi blev med andre ord virkelig taget godt imod, både på Wilson
school, men, som vi før har været inde på, i særdeleshed af den
familie vi bor hos i Torbay.
Mandag d. 4. August tog vi derved, så godt som udhvilede, en time i
bus til Takapuna hvor skolen ligger og blev her introduceret til de
stuer vi hver især skal være på, og som vi senere vil introducere
i vores helt eget individuelle blogindlæg.
Det sted vi mødte op første dag er hovedbygningen der ligger i
Takapuna, og er altså det sted hovedkontoret og 7 klasser er fordelt
på 2 etager, foruden det er der i hovebygningen også et bibliotek,
personalerum, mørkerum og en stor velkomsthal, hvor eleverne bliver
modtaget om morgenen. Bygningen er 5 år gammel og derved i
bygningsperspektiv splinterny. Lige ved siden af ligger den gamle
hovedbygning Rangatahi, som er en lidt ældre bygning og nu er
tilknyttet den nye hovedbygning. Så eleverne fra den ene klasse i
Rangatahi bliver også afleveret og hentet fra Hovedbygningen. Alt
dette ligger selvfølgelig i smukke omgivelser, meget tæt på
stranden og har tilknyttet sit eget lille ”sommerhus”, hvor man
jo kan nyde sin frokost, hvis man får lyst til at have havudsigt
mens man spiser. Vi er begge tilknyttet dette sted, Cecilie i
Rangatahi og Ronja i Rum 6 i selve hovedbygningen. Wilson school er
dog meget større end det og vi er ret sikre på at vi endnu ikke har
mødt halvdelen af det personale der er tilknyttet skolen, da de er
fordelt ud til 7 satellit klasser. Til gengæld ved vi at personalet
består primært af Lærere, der styre dagens gang i klasserne,
finder på aktiviteter, holder budget og journal på de elever der er
i hver enkelts klasse. Foruden lærerne er der i hver klasse
tilknyttet nogle de her kalder ”teacher aides” som er en form for
assistenter, der, ud fra hvad vi har observeret, sørger for at alt
det praktiske bliver gjort, og desuden assisterer læreren i de
forskellige aktiviteter.
For
at sørge for at eleverne på skolen får de bedste muligheder for
udvikling er der også tilknyttet en række terapeuter, heriblandt
Fysio-, musik- og sprogterapeuter. Disse er tilknyttet skolen og
tager rundt og laver aktiviteter med eleverne og rådgiver lærerne i
hvilke metoder de kan bruge til f.eks. motorisk og kommunikativ
træning.
Sidst men ikke mindst er
tilknyttet ”Occupational
Therapists”, som er specialiserede i målgruppens levevilkår og
derved kan sætte lærerne ind i hvad man skal være opmærksom på
ved denne målgruppe.
Wilson
school er altså en stor institution, specialiseret i at give børn
med funktionsnedsættelser bedst mulige vilkår for læring og de har
her sagt med deres egne ord ”Exelence in special education”.
Dette er hvad vi mødte op til og nu er ved at lære at kende, men
det startede meget tidligere end det.
For
mange evigheder siden, eller nærmere betegnet i 1937 købte
ægteparret Lucinda og William Wilson en fantastisk grund i Takapuna,
3 hektarer med havudsigt og omgivet af skønne haver. William ejede i forvejen et kæmpe firma som han havde tjent styrtende med penge på,
derved havde de altså råd til en ny stor grund og den skulle være
intet mindre end vidunderlig. Da de ikke kunne se hvad de skulle
bruge al den plads til selv og desuden 2 år forinden havde mødt
psysician Bernard Myers der var særligt engageret i behandling af
polioramte børn og ægteparret foruden det selv havde en datter med
funktionsnedsættelser, blev de inspirerede til at oprette et hjem
hvor disse børn kunne bo og blive behandlet. Dette blev startskuddet
til Wilson Home Trust. Lucinda og William kiggede sigende på
hinanden, dette var starten på noget stort! Egentlig var intentionen
dengang at det skulle ende som et hospital for børn med
funktionsnedsættelser, hvor de kunne have smukke omgivelser at kigge
på og grønne haver at lege i, så de kunne blive ”transformeret
til glade og og værdifulde medlemmer af samfundet”. Sådan foregik
det også i mange år, hvor særligt polioramte børn blev sendt til
Wilsons home nær stranden, for at blive behandlet. I 1960 skete der
det fantastiske at poliovaccinen blev kendt vidt og bredt. Som følge
af dette var der som sådan ikke nogle polioramte tilbage og der blev
nu meget mere plads i hjemmet i Takapuna. Lucinda og William
besluttede sig derfor for at deres hjem fra nu af skulle gå fra at
være længerevarende, institutionaliseret behandling til at handle
mere om terapi, genoptræning og skolegang. Børnene boede der
stadig. 5 lærere blev ansat og børnene blev nu sat i gang med
undervisningsforløb hvor de lærte at skrive, genkende farver og
andre ting der var vigtige for at blive en nyttig samfundsborger. Et
tværproffesionelt samarbejde blev sat i værks, her arbejdede
terapeuter, sygeplejersker og lærere side om side, for børnenes
bedste – Wilson school tog sine første spæde skridt. Årene gik,
børn flyttede ind, startede i skole når de blev 6 år og endte
skolegangen når de fyldte 21.
1990'erne
kom, et nyt paradigme indtraf og i Kiwiernes samfund blev afinstitutionalisering sat i kraft, børn med funktionsnedsættelser
skulle nu bo hjemme og i højere grad integreres i samfundet – her
fulgte Wilson Home trop og rammen for hvordan skolen er bygget op i
dag, blev lagt. Der var nu mulighed for at børnene kunne komme på
aflastning i The Villas, men ellers boede de fast hos deres forældre
og ankom på Wilson school hver mandag til fredag, for at modtage
undervisning og terapi. Skolen har vokset sig større siden da,
satellitklasserne er kommet til og regerings støtte blev sat på og
senere (2014) frataget skolen, hvilket betyder at skolen er tvunget
til nedskæring af terapeuter i 2015. En drøm der startede i et
Kiwiægtepars sind for 77 år siden er stadig voksende og på trods
af flere kampe om grunden og rettighederne for Wilson school,
formåede den nu afdøde William at sikre projektet, så ingen kan
røre det – Wilson blev et dynasti der stadig huskes den dag i dag
og fylder meget i landskabet da parker og p-pladser er blevet opkaldt
efter familien der var med til at hjælpe mange børn til en bedre
fremtid.
Wilson school hovedbygning, set fra haverne
Hovedbygningen - her hvor alle ankommer om morgenen
Udsigt til "sommerhuset"
Udsigt fra "sommerhuset"
"Sommerhuset"
 |
| Wilsons haver
Historien om Wilson school er bygget på
facts fra bogen ”The Wilson Home – A celebration of 75 years
(1937-2012) (vi har dog benyttet os af en hvis kunstnerisk frihed - vi ved for eksempel ikke hvorvidt William og Lucinda kiggede sigende på hinanden, her kan vi kun gisne)
|
