Min tid i Room 6

Room 6 er det klasseværelse på Wilson school jeg er tilknyttet og derved bruger det meste af min tid i. Dette klasseværelse ligger i den nye hovedbygning på 2. sal og består af 5 elever mellem 15 og 20 år uden verbalt sprog, tre af dem er kørestolsbrugere, 1 af dem er blind og tilsammen er de skyld i at jeg tilbringer det meste af min dag med at være glad og i gang. Jeg er selvfølgelig ikke alene ansat i room 6. Her er nemlig tilknyttet en Lærer og 2-3 teacher aids, der er med til at sørge for at elevernes dag bliver så god som muligt.

Jeg må ærligt indrømme at den første tanke der strejfede mig da jeg trådte ind i rum 6 første arbejdsdag var ”hvad i alverden skal jeg tage mig til” jeg har aldrig før arbejdet med denne målgruppe og var derved vandt til at arbejde med nogle der med ord(eller meget høje lyde) kunne give udtryk for hvad de ville. Det første jeg fik afvide da jeg startede var at jeg lige kunne gå rundt at sige hej, og så ellers måske læse en bog for en af eleverne, en pige der sad på en stol i solen og rystede en klokke frem og tilbage (og som jeg fra nu af vil kalde S). Læreren foreslog at jeg jo kunne tage to bøger og vise S, så hun selv kunne vælge og da hun (som har meget stor armbevægelser og cerabral perese) tog en af bøgerne og smed den langt væk, spekulerede jeg på om jeg skulle tage det som ”Jeg valgte den her bog, den må du gerne læse” eller om det mere betød noget i retningen af ”Gider du at gå væk med de bøger der, jeg har ligesom travlt med noget andet!” Jeg valgte at gøre som læreren havde bedt mig om og fortolkede derved pigens gestus som at hun valgte bogen og begyndte derved på engelsk, med utvivlsomt tydelig dansk accent, at læse højt for pigen, mens jeg spekulerede på at denne situation måtte være noget mærkværdig for hende, eftersom jeg lige havde præsenteret mig og umiddelbart efter satte mig ned for at læse en bog for hende, men et eller andet sted skal man jo starte og min dag i room 6 startede altså med højtlæsning for S.

Rutiner i Room 6

I Room 6 er der hver dag nogle faste rutiner. Det hele starter med at vi møder eleverne nede i ankomsthallen hvor de kommer med store busser, eleverne i kørestol bliver kørt op i klasseværelset med elevatoren og de elever der selv kan gå, går op af trappen. 

Jeg har fået den opgave om morgenen at følge K den blinde pige op af trapperne og her vejlede hende til at bruge sin blindestav.

Når vi ankommer til klasseværelset sætter alle sig i en halvcirkel rundt om computeren og Læreren går rundt til hver enkelt af eleverne med en BigMac(en stor rund knap) som eleven så kan trykke på og BigMacen siger ”Kia ora” som betyder ”God dag” på Maori, derefter læser Læreren højt af hver enkelt elevs bog, hvis der er nogen beskeder hjemmefra. Denne bog er måden forældre/bosteder og læreren kommunikere og kan indeholde beskeder om alt fra sygdom til hvordan eleven har haft det rent socialt. Når det er gjort, sættes der en morgensang til på computeren og personalet synger med og bruger tegn-til-tale til eleverne. Efter dette, får eleverne hver især lov til at vælge en sang på touch skærmen, ofte med hjælp fra en teacher aid. Når morgen cirklen er slut skal de to elever der kan gå, ned til løbebåndet. Så er de eneste helt faste rutiner i løbet af dagen ellers de faste måltider: Morning tea kl 10 og frokost kl 12 og så hjem med busserne kl 14.30. 

Umiddelbart efter måltiderne bliver børnene skiftet. Imellem dette sker der forskellige ting: vi går en tur i haverne, giver massage, læser bøger, maler og alle mulige andre ting – det er også her jeg nogle gange har tid til at finde på noget (disse projekter vil jeg komme kort ind på senere)

Mine projekter(kort)

Som dagene gik og jeg lærte eleverne at kende gik det op for mig hvor meget man kan udtrykke uden ord, og i takt med jeg lærte hvordan de hver især kommunikerede spirrede i mit sind viljen til at finde på nye ideer, til at udvide deres kommunikationformer og give dem en stemme - eller for nogle af dem ganske enkelt at finde noget sjovt og motiverende for dem at lave. 

K som jeg før har nævnt, var i starten den største kilde til min inspiration. Fordi hun var blind og ikke har noget verbalt sprog, men helt tydeligt har sin egen vilje og en helt utrolig stædighed, fik jeg simpelthen sådan lyst til at finde på noget der kunne give hende mulighed for at tage nogle valg i hverdagen. Derfor fik jeg den ide at lave nogle taktil-kort der gav hende mulighed for at tage disse valg. Vi startede med at lave kort til at vælge sang til morgensamlingen, hvilket var nemt at gå til fordi eleverne i forvejen vælger sang hver dag. At give K et valg som hun (bogstaveligt talt) kunne tage og føle på, gav mening for mig og til min og resten af personalets begejstring, så det også ud til at det gav mening for K. Dette vurderer jeg ud fra at hun hver morgen ud af tre sange(kort) valgte en og gav til mig, og den sang vi så sammen, mens K højlydt klappede eller fløjtede(hvilket for øvrigt er hendes mest brugte kommunikationsform). Med fornyet gåpåmod fortsatte jeg med at spekulere i valg vi kunne give K, og fik så den ide at hun da selv skulle have lov at vælge om hun ville tage elevatoren eller trapperne til løbebåndet, og fluks fik vi lavet et taktilkort for ”Elevator” og et for ”trappe” (At give hende et valg om hun skulle på løbebåndet eller ej kom dog ikke på tale, for hvem i al verden har lyst til at løbe kl 9.30 om morgenen). Disse kort virkede også til at fungere, i hvert fald valgte K hver morgen en af delene og som hun bad om så gjorde vi - Hvor vidt K var klar over hun havde et valg er jeg ikke helt sikker på, men i hvert fald beroligede det hende når man fortalte at ”du valgte elevatoren, derfor tager vi elevatoren” og det gav mig da også en vis ro i sindet at en pige med så meget vilje i det mindste havde mulighed for at vælge selv, om hun så var klar over hun gjorde det eller ej. Apropro berolige hende, gik det også meget hurtigt op for mig at hvis man fortalte hende lidt af gangen hvad der skete i løbet af dagen blev hun mere rolig, især hvis sætningen sluttede enten med et måltid eller med taxi hjem – Fx ”Først morgensamlingen, så løbebånd og så morgen te”. 

Det giver jo også i høj grad mening at hun havde behov for det, og hvis man ikke kan måle tiden ved at se på uret, er det at maven rumler jo en ret god indikator for at det snart er frokosttid, og efter frokost er der jo ikke lang tid til man skal hjem ;) Hvis jeg skulle udvide arbejdet med taktil-kortene, ville jeg nok lave en tidsplan over dagen som K kunne mærke på, hvor man hver dag til morgensamlingen fortalte hvad der skulle ske i løbet af dagen. (Nedenfor ses billederne af taktilkortene)

Taktil-kortene er bare et af de projekter jeg har arbejdet på i min tid i Room 6. Foruden dette har jeg lavet nogle Sally Millar inspirede kommunikationspas til hver af eleverne, der ganske enkelt for mig gik ud på at skrive ned alt hvad jeg vidste om eleverene der ikke er diagnoserelateret, som hvad der gør dem glade, hvad der motivere dem, ting som er hver at vide om enhver person, diagnose eller ej. Disse ville det også være en ide at udvide, og lave til rigtige kommunikationspas der fortalte hvordan de kommunikerede og derved kunne fungere som en hjælp når eleverne efter skolen skal ud og bo på et bosted, eller blive hjemme alt efter hvad familien vælger. Andre ting jeg har lavet med eleverne i room 6 er: Sanseaktiviteter med mel, vand, klistermasse og ler de kunne mærke og forme. Mikroovns kunst, hvor eleverne maler med en masse af salt, mel, frugtfarve og vand på et papir der proppes i mikroovnen og kommer ud med små figure udstående fra papiret som eleverne så kan føle på. Forskellige cause and effect lege med bolde og vand og så en masse sjov og ballade som foreksempel at afprøve kørestolsgyngen med de af eleverne der ikke havde prøvet den før og sidst men ikke mindst et UMD forløb som Cecilie og jeg har udarbejdet sammen og som vi i et fælles blogindlæg vil fortælle meget mere om.