Forhåbentlig kommer jeg hjem med solbrun hud og fornyet styrke, både personligt og professionelt. Jeg forventer intet mindre end et uforglemmeligt eventyr, hvilket indebære bl.a. bungee jump, vandreture(ja i læste rigtigt), shopping og så meget andet jeg slet ikke kan forestille mig endnu - det er stort slået op det ved jeg, men når man nu absolut skal flyve, kan man lige så godt flyve højt, ikke sandt?
Dette er endda blot ønsker på det personlige plan, jeg forventer selvfølgelig også noget rent fagligt. Jeg glæder mig helt ufatteligt meget til at starte arbejdet på den skole vi skal ned til og jeg ved jeg har meget at lære, da jeg ikke har haft meget at gøre med den målgruppe jeg skal arbejde med på Wilson school. Derfor stiller jeg også mig selv spørgsmålet om jeg kan leve op til alt det man skal kunne i arbejdet med børn med funktions nedsættelser - forstår jeg mon sproget? Jeg er klar over hvor vigtigt kropssprog, og totalkommunikation i det hele taget, er i det pædagogiske arbejde(senere hen i bloggen vil der komme en nærmere betegnelse af disse begreber og vigtigheden heraf) og jeg håbe blandt andet på at min evne til at have tydeligt kropssprog vil være blevet styrket når jeg kommer hjem igen.
Alt i alt er jeg så spændt på at komme derned af og finde ud af hvordan det hele er. Jeg glæder mig til at møde den familie vi skal bo hos under opholdet, personalet på skolen og ikke mindst alle børnene der går på skolen. Jeg glæder mig til at se Aucklands havne og strande og New Zealands natur og kultur i det hele taget. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at der bliver massere at fortælle om når jeg kommer hjem igen.
Så farvel Danmark, jeg vil savne dig, men vi ses jo snart igen.
Og Goddav' New Zealand - jeg kan næsten ikke vente med at lære dig at kende ...
